Publikation: | Udgiver: | Status: | Dato: |
|---|---|---|---|
| BEK nr 995 af 26/08/2024 | Miljøministeriet | Gældende | 2024 |
§ 1. Bekendtgørelsen finder anvendelse på etablering, ændring og drift af vindmøller.
§ 2. I denne bekendtgørelse forstås ved:
1) Små vindmøller: Enkeltstående vindmøller med et rotorareal på 200 m2 eller derunder og med en totalhøjde på 25 meter eller derunder, herunder husstandsmøller.
2) Prototypemøller: Den første ikke seriefremstillede vindmølle af en ny type.
3) Serie 0-møller: Den første mindre produktionsserie af en ny vindmølletype. Serie 0-møller kan have et provisorisk typecertifikat med udestående punkter i henhold til bekendtgørelse om teknisk certificering og servicering af vindmøller m.v.
4) Forsøgsmøller: Serie 0-møller eller vindmøller der er prototypecertificeret eller tillægscertificeret ved ombygning til forsøg og demonstration i henhold til bekendtgørelse om teknisk certificering og servicering af vindmøller m.v.
5) Vindmøllepark: En samling af tre eller flere vindmøller.
6) Støjkonsekvensområde omkring forsøgsmøller: Den største udstrækning af området omkring forsøgsmøller, hvor den samlede beregnede støj fra vindmøller er højere end 37 dB(A) ved 6 m/s og 39 dB(A) ved 8 m/s, bestemt efter retningslinjerne i bilag 1 og 2.
7) Støjfølsom arealanvendelse: Områder der anvendes til eller i lokalplan eller byplanvedtægt er udlagt til bolig-, institutions-, sommerhus-, camping- eller kolonihaveformål, eller områder som er udlagt i lokalplan eller byplanvedtægt til støjfølsom rekreativ aktivitet.
8) Lavfrekvent støj: Støj i frekvensområdet fra 10 til 160 Hz. Lavfrekvent støj karakteriseres ved det A-vægtede niveau af støjen i 1/3-oktav frekvensbåndene fra 10 til og med 160 Hz, beregnet indendørs ved brug af metoden i bilag 1.
Bekendtgørelsen erstatter BEK nr 135 af 07/02/2019