Miljøbeskyttelsesloven kan ikke bruges til at gribe ind over for støjgener fra kirkeklokker og lignende. Brugen af kirkeklokker er ikke reguleret af Miljøministeriet, men af Kirkeministeriet. Ringning morgen og aften er foreskrevet i Danske Lov 2-15-5. Kirkeritualet fra 1685 fastsætter nærmere, hvordan ringningen skal foregå. Andre former for ”gejstlig ringning” (det vil sige den ”officielle” ringning i forbindelse med gudstjenester i bred forstand) reguleres ved lokal sædvane. Ved kongelig resolution af 16. august 1991 kan biskopperne efter forudgående forhandling med vedkommende menighedsråd tillade fravigelser af de gældende regler om ringning og kimning med kirkeklokker, hvor forholdene taler for det. Det er tvivlsomt, om biskoppen kan pålægge en menighed at fravige de gældende regler. Verdslig ringning (alarmringning) sker efter Kirkeministeriets regler fra 1971. Ringning eller lignende fra trossamfund, der ikke hører til Folkekirken, i forbindelse med kalden til bøn eller gudstjeneste hører ikke under Kirkeministeriets regler, men de er heller ikke er underlagt miljøregulering efter miljøbeskyttelsesloven. Der er således ikke støjgrænser for kirkeklokker og lignende.