Hvis det i en afgørelse (godkendelse eller påbud) uden nærmere specifikation blot er fastlagt, at støjgrænserne gælder “overalt i naboområdet”, så er afgørelsen åben for fortolkning. Både myndighed og en klager kan med fuld ret hævde, at støjgrænsen gælder såvel 1,5 m over terræn som ud for vinduer i de evt. udnyttede overetager. Er naboområdet et område for etageboliger, er der slet ikke tvivl om, at støjgrænsen gælder både “på jorden” i hele området og ”i højden” ud for vinduer og døre. Hvis det i en afgørelse direkte er fastlagt, at støjgrænserne gælder 1,5 m over terræn, skal der ikke fortolkes. Så skal støjen ikke umiddelbart måles/beregnes ved udnyttede tagetager i åben, lav nabobebyggelse. Men hvis der fra naboers side fortsat klages over støjen ”i højden”, så kan myndigheden udstede et opfølgende påbud, som går på støjen ved fx vinduer på 1. sal. Er virksomheden godkendt, udstedes påbuddet med hjemmel i § 41 i Miljøbeskyttelsesloven, fordi der er tale om et forhold, der ikke er reguleret i godkendelsen. Også for ikke-godkendte virksomheder kan der udstedes ”efterfølgende” påbud, men i denne situation med hjemmel i § 42. I begge tilfælde skal der dog gennemføres en ny vurdering af tekniske og økonomiske muligheder for at nedbringe støjen, og denne vurdering kan godt tænkes at lede frem til lempeligere grænser på 1. sal end i stuen. For at undgå enhver mulighed for fortolkning/diskussion, vil det være klogt at tydeliggøre i afgørelsen, at støjgrænsen også gælder i højden. Hvis der ikke ligger en afgørelse, og man som måletekniker skal vurdere støjbelastningen i virksomhedens omegn, så er det en mangelfuld vurdering, hvis man kun ser på støjen i 1,5 m højde og ikke også ud for udnyttede overetager. Som tilsynsmyndighed er man i sin gode ret til at efterlyse oplysninger om støjen ”i højden”.