Objektiv målemetode for impulsers tydelighed og forslag til bestemmelse af genetillæggets størrelse

Objektiv målemetode for impulsers tydelighed og forslag til bestemmelse af genetillæggets størrelse

Støj med tydeligt hørbare impulser opfattes som mere generende end tilsvarende støj uden impulser. For at kompensere for den ekstra gene gives et tillæg til de målte støjniveauer (LAeq-værdier). Det fremgår af Afsnit 9.8.2 i Miljøstyrelsens vejledning om ekstern støj fra virksomheder nr. 5/1984, at tillægget gives på grundlag af en subjektiv vurdering. Da der hverken er givet en definition af impulsbegrebet (kun 5 eksempler på kilder, som giver impulser) eller angivelser af, hvor tydeligt impulserne skal høres, eller hvor hyppigt de skal forekomme, før tillægget gives, er der betydelig usikkerhed om administrationen af impulstillægget.
Denne usikkerhed fremgik af den 7. sammenlignende støjmåling, hvori der indgik en række støjeksempler, som deltagerne skulle aflytte, og derpå afgøre, om der efter deres opfattelse skulle gives impulstillæg. Resultaterne viste for de fleste støjeksempler betydelig spredning mellem laboratoriernes vurdering. I omkring halvdelen af eksemplerne valgte halvdelen af laboratorierne at give tillæg, mens den anden halvdel ikke fandt grundlag for et impulstillæg. Havde der været tale om konkrete støjsager, ville det i disse tilfælde være helt tilfældigt, om der blev givet impulstillæg eller ej. Denne situation er uholdbar.
Miljøstyrelsen iværksatte derfor et projekt, som ud fra en litteraturgennemgang og en fastlæggelse af det psykoakustiske grundlag skulle udarbejde en objektiv målemetode, som var i overensstemmelse med gennemsnittet af subjektive vurderinger, og som var til at bruge for de godkendte laboratorier med almindeligt måleudstyr.
Det vurderes, at en væsentlig grund til, at det er lykkedes at nå frem til en målemetode, er, at der ved lytteforsøgene blev skelnet mellem den ”objektive” konstatering af impulsernes tyde-lighed og den subjektive vurdering af, hvor generende impulserne opleves. Tydeligheden er en objektiv parameter i den forstand, at den ikke involverer følelser og holdninger. Den kan måles med et lyttepanel eller ved en passende akustisk analyse. Tydeligheden er derfor et attraktivt mellemresultat for fastsættelsen af et tillæg for den ekstra gene, som impulserne giver anledning til.
Når man skal benytte et menneske som måleinstrument til ”objektive” målinger, er det vigtigt, at de størrelser, der skal vurderes, er klart defineret. Derfor var det nødvendigt at starte med en definition af impulsbegrebet. Da forsøgspersonerne, som både var eksperter og ”almindelige” mennesker, gav ensartede svar ved lytteforsøgene, konkluderes det, at den benyttede definition kan fungere i praksis, og den gengives derfor her: “En impuls er den bratte begyndelse af en lyd”. Det skal understreges, at det altså ikke er lyden som helhed, der karakteriseres som en impuls, men kun dens evt. bratte begyndelse. Tilsvarende gives tillægget ud fra en vurdering/måling af den bratte begyndelse. Impulslyd karakteriseres således alene ved lydens karakter og tydelighed og ikke ved støjkildens art.
Med den ovenfor anførte definition som udgangspunkt for lytteforsøgene kunne målemetodens fysiske mål for impulsernes tydelighed forklare 73% af variansen i resultaterne. Dette er en høj andel af forklaret varians i sådanne forsøg.